Ind i laboratoriet

INTERVIEW med Ida Bencke fra Laboratoriet for æstetik og økologi.

I den litterære debat i de skandinaviske lande recirkuleres med jævne mellemrum en fortælling om, at samtidens litteratur er kedelig, uambitiøs og lukket om sin egen lille verden. Andre udtrykker en fornemmelse af at alting har været gjort og sagt så mange gange før i litteraturen, at intet nyt rigtig vil kunne måle sig.

Litteraturens position i dag kan teoretisk forklares af alt fra Friedrich Kittlers erklæring fra midten af 1980’erne om at litteraturens tid som vores dominerende medium for længst er forbi til aktuelle teoretiseringer af den postdigitale tilstand.

Men måske skyldes fornemmelsen af at litteraturen er i forfald, at kritikerne, når de søger efter nye eksperimenterende tiltag, i for stor grad leder efter litterært indhold i de genkendelige formater og fra de forlagsmaskiner, de i forvejen kender så godt.

Hvis vi derimod inkluderer bredere praksisformer, som ikke ved første øjekast lader sig artsbestemme som specifikt litterære, bliver det lettere at se de nye perspektiver.

Et godt eksempel på en sådan hybrid praksis er det lille, ambitiøse initiativ Laboratoriet for æstetik og økologi. Laboratoriet, som drives af initiativtagerne Ida Bencke og Dea Antonsen, har siden 2015 udgivet bøger og pamfletter, samt været involveret i udstillinger, festivaler, workshops og andre former for kollektiv vidensudvikling med æstetisk og økologisk fokus.

For tiden samarbejder de med bl.a. den danske digter Morten Søndergaard, Medicinsk Museion og det Sundhedsvidenskabelige fakultet, Københavns Universitet om udstillingen Sugar Theater, der omhandler sukker som en livsform; det vil sige, om sukkerstoffers endo- and esosomatiske agenser. Udstillingen skal åbne i den nye Panum-bygning i København d. 18. januar.

Hvilke tanker om litteraturen og dens økologier, ligger bag Laboratoriet som initiativ? Ida Bencke fra Laboratoriet svarer.

*

Solveig Daugaard (SD): Der er jo en høj grad af eksklusivitet i det I laver, samtidig med at det også udstråler noget meget low-tech. Hvilke tanker har I gjort jer om dette udtryk, og om distribution og boghåndværk i en postdigital tid?

Ida Bencke (IB): Vores bøger er spøjse hybrider mellem helt hjemmelavede / billige / tilgængelige / DIY og så noget værdifuldt / eksklusivt: det håndbundne og håndskårne. Det håndlavede element tilføjer bøgerne en lidt ‘unødvendig luksus’, og besværliggør ofte publikationsprocessen sådan helt praktisk, men samtidig sikrer det også, at processen forbliver intuitiv, spontan og drevet af et umiddelbart engagement, der understreger nødvendigheden af de bøger, vi udgiver. Det er vores håb, at formatet formidler, at denne bog skal findes, og at vi derfor laver den lige nu!

Der ligger et signal og en kærlighedserklæring i, at nogen mener, at det er så vigtigt, at denne lille bog kommer ud i verden; nogen har udvalgt teksten, tumlet og kæmpet med den, sat sig ned, trykt, skåret og bundet den – det er en slags forsikring om i, at læsningen er værdig og vigtig.

Når folk bestiller bøgerne laver vi dem således on demand, løbende og alt efter behov. Dette er der selvfølgelig en økologisk pointe i, og samtidig håber vi, at det tilføjer bogen noget ekstra: At bogen på en meget konkret og håndgribelig måde er villet, sætter bøgerne lidt ud over en sædvanlig forbruger- og markedslogik. For os handler det om at gøre bøger og tekster værdifulde på en anden måde.

Desuden slipper vi for at arbejde med store budgetter og være afhængige af det store fondsstøtteapparat. Vi prøver at gøre den langsommelige, besværlige proces, det ofte er at realisere en ‘rigtig’ bog, lidt lettere.

SD: I forhold til det du siger om at sætte sig ud over den sædvanelige markedslogik: Har I også tanker om at udbyde frie downloads som vi kender det fra f.eks. OVBIDAT eller det amerikanske poesiforlag Commune Editions, hvis udgivelser I har været med til at introducere i Danmark?

IB: Vi har haft mange snakke om vidensdelingsaspektet bag udgivelser; i forhold til f.eks. at gøre teksterne digitalt tilgængelige. Dette har naturligvis et stort demokratisk potentiale, og med tiden kan det være, at vi også vil gøre vores tekster digitalt tilgængelige, men for nu er vores fokus at undersøge potentialet i DIY-udgivelsespraksissen, og agensen i selve materialiteten og det taktile ved det trykte bogformat.

De fleste af vores tekster findes faktisk allerede digitalt og gratis i deres originale udgaver, og mange i vores publikum har sandsynligvis allerede læst dem på nettet. Når de alligevel køber vores bøger er det en form for anderkendelse af, at man får et andet forhold til en trykt tekst – de passer bedre på den, læser den måske igen, bærer den med sig på en anden måde, giver den videre.

For os handler det også meget om selve den handling og proces, det er, at arbejde med disse tekster. I udvekslingen mellem oversætter, redaktør, forfatter og grafisk designer sker der brydninger med materialet og nye betydningsforståelser og betydningsdannelser, som er interessante for os. Indtil videre har vi både udgivet bøger på engelsk og dansk – de engelske bøger har selvfølgelig mulighed for at langt større publikum, men de danske ligger os meget på sinde. Her oversætter vi tekster inden for det økopoetiske / økopoetologiske og posthumane felt og introducerer forfattere og tænkere, der indtil videre ikke findes i danske oversættelser.

Vi er inspirerede af det svenske tidsskrift (og forlag) OEI, der i et væk oversætter engelske, franske og tyske filosofiske tekster ind i sådan et telefonbog-tykt overflødighedshorn af hardcore teori på svensk! Der er noget smukt i denne insisteren på oversættelsen som aktivitet, der ikke ‘kun’ handler om at formidle tekster / tanker, men også om at udvide nationalsproget, forsøgsvis introducere nye kategorier og ord.

Det gik op for os, at det var meget svært at tale om felt som optager os så meget – posthumanisme, økokritik osv. – på dansk, simpelthen fordi samtalen normalt foregår på engelsk. Det vil vi gerne forsøge at ændre på. Hvordan oversætter man Haraways begreb ‘companion species’? Jeg tror, vores bedste bud, indtil videre, er ‘ledsagende arter’, hvilket jo heller ikke er en særlig god oversættelse, men måske det bedste vi finder på dansk. Denne måde at bryde med sproget på, diskutere det, finde dets grænser og udvide dem – den aktivitet er vi interesserede i.

SD: Tænker I de andre aktiviteter som ’Laboratoriet’ også driver med, såsom udstillinger, workshops og så videre, som en del af den samme strøm som bøgerne?

IB: Man kan sige, at vi som sådan ikke er interesserede i forlagsvirksomhed som en specifik, singulær aktivitet, men snarere at arbejde i krydsfelter mellem (post)humanistisk akademisk forskning, filosofi, kunst, poesi, eksperimenterende biologi, politisk aktivisme – you name it. Laboratoriet er ikke et forlag, eller: det er det også, men det er mest af alt en inklusiv og inkluderende platform for tværfaglige og eksperimenterende arbejder, der indarbejder nye og – mener vi – vigtige perspektiver på økologiske problemstillinger, klimakrise, forholdet til ‘vores’ omgivelser osv. At udgive bøger er som sådan en del af en større samtale og proces.

SD: Et foretagende som Juliana Spahr og Joshua Clovers Commune Editions har en tydelig politisk ambition med deres praksis. For dem er forlæggeri en aktivistisk handling, og selvom de er formelt ambitiøse, er de ikke så optagede af litteraturen som et afgrænset autonomt rum. Hvordan tænker I jeres aktiviteter i forhold til sådanne direkte aktivistiske ambitioner?

IB: Vi er lidt trætte af den almindelige offentlige debat, der ofte italesætter økologiske problematikker omkring forbrugsmæssige spørgsmål, samt økologiske madtrends, der tillader (velhavende vesterlændinge) at købe miljømæssigt aflad i den nærmeste Irma. Vi er naturligvis ikke imod økologisk mad eller det at spare på strøm, men vi er kritiske over for den forbrugslogik, der fortæller, at vi sådan set bare kan fortsætte med at købe, så længe vi sørger for at købe lidt ‘grønnere’. En økologisk omstilling må nødvendigvis være revolutionær i sit afsæt og i sine ambitioner, og den miljømæssige redelighed, vi befinder os i, bør i høj grad anspore os til at være ambitiøse på klodens, såvel som på egne vegne: spørge ind til hvem, eller hvad vi kunne forestille at være / blive til her på randen af økologiske katastrofer. Hvilke slags mennesker, hvilke slags væsener, må vi blive til? Hvilken viden, må vi tilegne os for at (over)leve sammen i fremtiden? Hvilke færdigheder, må vi afvikle? Hvilke slags fællesskaber må vi engagere os i, og hvordan? Med hvilke midler, med hvilke slags sprog må vi forsøgsvis nærme os verden, vores omgivelser på en anden måde?

I stedet for at vade rundt i de samme forbrugslogikker er vi interesserede i at starte samtaler, med rod i et selvkritisk blik på det ‘vi’, der impliceres, når ‘vi’ taler om os selv som en menneskelig ‘race’. Hvem er inkluderet i dette ‘vi’? Og ikke mindst: hvem er udelukket fra dette umiddelbart ‘neutrale’ pronomen? Her er vi i høj grad ledt af feministisk tænkning, der – efter vores mening – tilbyder nogle af de mest spændende og opmuntrende forslag til, hvordan ‘vi’ kan gentænke vores forhold til ‘de andre’ – menneskelige, såvel som ikke-menneskelige.

Vi håber, at vi med vores bøger kan være med til at udbrede sådanne samtaler i et dansk regi. Jeg tænker, at vores ‘aktivisme’ ligger heri, selvom jeg er lidt varsom med at bruge dette ord, mest af alt for ikke at udvande det. Både kunst, litteratur og forlagsvirksomhed kan besidde aktivistiske kvaliteter, men det er vigtigt at pege på, at så mange andre slags aktivismer sætter så meget mere på spil, end vi f.eks. kan bryste os af igennem vores små, hjemmebundne pamfletter. Vores aktivisme kan måske siges at bestå i at insistere på vigtigheden af at åbne op for en samtale, der åbent, generøst og fordomsfrit eksperimenterer med nye sensibiliteter, kritiske bevidstheder, omgangsformer, samtaleformater, tilblivelser, og ikke mindst nye former for omsorg på tværs af identiteter og arter. Her spiller publikationerne en rolle, men vi forestiller os ikke, at de ‘rækker’. Vi er derfor interesserede i forlagsvirksomheden som en (vigtig) del af en eksperimenterende proces, hvor vi forstår ordet ‘eksperiment’ i dets oprindelige betydning: at lede efter viden, vi ikke kender på forhånd. At sætte sig selv / sit selv på spil, at risikere at tage fejl.

SD: Hvilken rolle tænker I at produktionen og distributionen af jeres bøger og pamfletter spiller i denne sammenhæng?

IB: Indtil videre spænder vores publikationer fra de mere eksperimenterende formater (artists books) til mere enkle, teoretiske pamfletter. Pt kan publikationerne købes på vores hjemmeside www.labae.org, og publikum kan også vælge at spare portoen og hente publikationerne på vores adresser. For os har dette møde et fint potentiale, der står i modsætning til den store, anonyme forlagsmølle – vi får ansigt på vores publikum og de på os; vi udveksler interesser og ideer inden for det økoæstetiske felt, og herved opstår nye mulige tanker og samarbejder. Det er strategien omkring det nærværende, det intime og det umiddelbare ved DYI-forlagspraksissen, som vi benytter på forskellige planer.