Bogen efter bogen

I toget på min vej hjem fra Efter boken – ett symposium om svenska Artist Books på Linköpings Stadsbibliotek 21. april 2016 sad jeg med Marts er bedst af Lea Marie Løppenthin i hånden. Det er en ganske lille digtsamling, et hæfte nærmest, som jeg havde fået til anmeldelse for Dagbladet Information. På symposiet havde Jesper Olsson afsluttet sin talk Skärm, skog, påse – om bokens infrastrukturer med en tankerække om kunstnerbogens mulige fremtid i det postdigitale og hvilken rolle kunstnerbogen eller de erfaringer den kondenserer evt. kunne spille for selve bogens fremtid. I forlængelse heraf føltes det bogkoncept, som Løppenthin og forlaget OVBIDAT har skabt med Marts er bedst så fint og rigtigt – både specifikt for denne bog – og i mere generelle termer, som et inkluderende og ikke-nostalgisk bud på, hvordan man kan føre papirbogen som et betydningsbærende objekt videre i det postdigitale samfunds medieinfiltrationer.

Min udgave af Marts er bedst er håndsyet med tre enkle sting af et medlem af forlagets produktionskollektiv og indbundet i to stykker almindeligt, gult A4-karton, som det bruges omkring påske i alle landets børnehaver. Foldet på midten, og med titel, forfatternavn og forlag påskrevet i på samme tid beslutsom og henkastet vandfarveskrift i lyseblå og turkise nuancer, mens bagsiden er dækket af små farveprøvestrøg fra hele palletten. Jeg har hurtigt fået en ret stærk følelsesmæssig tilknytning til mit eksemplar, lidt som man får til en hjemmelavet gave fra et barn. Den er virkelig fin, men der intet sirligt eller virtuost over den. Jeg selv kunne givetvis have lavet noget lignende. Tilsvarende (men ikke identiske) eksemplarer er til salg i boghandlen (i et oplag på 200 stk.), men bogen kan desuden downloades gratis fra forlagets hjemmeside, med en opfordring til at printe, binde og sy selv. Det er svært at spå om, hvor mange der vil omfavne denne DYI-mulighed, men jeg håber at mange vil, for den giver perfekt mening på flere planer.

I kraft af sin håndsyede unikastatus er konceptet for Marts er bedst nært beslægtet med den klassiske kunstnerbog, som den blev diskuteret under hele symposiet og som vi undervejs kunne møde den materialiseret i bibliotekets fine samling af kunstnerbøger. Kunstnerbogen er, som alle symposiets talere på hver deres måde demonstrerede, den ustandselig legende genre mellem litteratur og billedkunst, der ikke mindst er optaget af bogen som materiel platform. Som kunstform insisterer den fra sin fødsel, som Thomas Millroth i sin talk Bokens rum ganske opsigtsvækkende tids- og stedsfæstede til Øresundsregionen sidst i 1940’erne med navne som Carl Henning Pedersen og C.O. Hultén, til samtidige eksperimenter som Lina Nordenströms Booked Room som hun havde med på symposiet, på at optage et fysisk såvel som et mentalt rum – den insisterer på bogens sammensatte rum. Et rum som i kodeksen normalt struktureres af pagineringen, men i kunstnerbogen desuden kan lade forskellige former for informationsorganisering samvirke, fx arkiver og indekskort, som Jacek Smolicki demonstrerede i sit postdigitale Fragmentarium. Som Jesper Olsson også viste med hjælp fra en af perlerne i bibliotekets samling, Berndt Pettersons ”I påsen” (1965) kan bogens fleksibilitet udvides og materialiseres i kunstnerbogen. Posen er en materiel association over bogen som en beholder: man kan holde den i en hånd og tage den med, den er lukket, men alligevel åben, og teksterne og papirlapperne nede i den er ikke organiserede indbyrdes på en bunden måde, i stedet kan man kan frit pusle videre med værket.

Historisk har kunstnerbogen set fra billedkunstens perspektiv typisk stået som en demokratisering af kunstværket, en alternativ distributionsform som gik uden om gallerirummet eller museet, og kunne nå ud til et andet og måske mindre pengestærkt publikum. Eller, som i de eksempler Thomas Millroth havde med fra den rige kunstnerbogproduktion i DDR, kunne laves i hånden og helt uden om en Stasi-kontrolleret offentlighed. Men formen kan også, ikke mindst i dag, trække i en lidt anden retning. Henrik Andersson fra Kungliga Kunsthögskolan Mejan pegede i symposiets afsluttende diskussion på eksklusivitet som en motivation for at arbejde med kunstnerbogen, fordi just bogens medium sikrede hans værk et mere beskyttet rum at eksistere i end en digital platform kunne have gjort. Fra mit eget udgangspunkt i litteraturvidenskaben er jeg ofte veget en smule tilbage for kunstnerbogens karakter af fetischeret kunstgenstand. Selvom modkultur tit trives i håndgjorte formater, kan kunstnerbøger set fra litteraturens synsvinkel også være omgærdet af en eksklusivitet og glans, der går stik imod de demokratiske tilgængelighedsprincipper, der har gennemsyret bogens infrastruktur siden alfabetiseringen af almuen. Som Olsson også understregede, var litteraturen netop massedistributionens kunstform, længe før internettet blev det.

Og her er det, at OVBIDATs print-selv koncept ligger så fint i forlængelse af kunstnerbogens demokratiske impulser. Der er selvsagt ikke noget revolutionerende i konceptet som sådan, lignende er givetvis set før. Nu for tiden sværger selv den svenske stat til open access og masser af mikroforlag eksperimenterer med hjemmebogbinding og digitale formater. Men OVBIDATs enkle koncept, rundet af internettets distributionsmæssige fordele og den unikke fri tilgængelighed som denne platform sikrer, anerkender samtidig materialitetens afgørende betydning for en bog som Marts er bedst.

Tilegnelsen af digte som Løppenthins er altid flerstrenget, multimodal, og i download-, print- og bind-selv-konceptet konkretiseres denne kvalitet fysisk, fordi man kan og opfordres til at interagere med værket på de forskellige tilgængelige platforme (samt at skabe sine egne platforme): man kan læse digtene på sine skærme – de er rige på ”flugtlinjer” (for at bruge bogens eget ord) til alt fra Dreigroschenoper over Anne Carson til Mammas and Pappas som man frit kan forfølge videre ud på youtube og google books og hvor nettet nu fører én, men man kan også printe digtene, folde dem og binde sin egen bog af dem. Hermed får man rig mulighed for at at integrere flere haptiske dimensioner i sin læseproces.

Som Lina Nordenströms formidable retrospektive performance under symposiet, der i et snuptag tog os hele vejen gennem skriftteknologiernes historie op til ca. 1970, mindede om, så har de forskellige taktile teknikker og teknologier en aldeles voldsom indvirkning på den kognitive tilegnelse, hver teknik er sit eget sprog, som Nordenström formulerede det, og forhandler relationerne mellem lyd, rum og skrift forskelligt. Med Nordenströms enkle, selvklare koncepter og den omhyggelige, men aldrig pedantiske håndgjorthed i udførelsen blev vi lukket ind i værkerne så en kropsligt identifikatorisk effekt indtraf, og bevægelserne, bogstaverne, ordene forankrede sig fysisk hos publikum som rokkede i takt med skrivemaskinens rytme. Håndens og kroppens bevægelser integreres med det kognitive arbejde på én måde, når man håndterer et stykke papir og på andre når man håndterer en skrivemaskine eller en skærm.

Og det fine i forbindelse med Marts er bedst er, at det også er det den handler om. Det håndgjorte, næsten barnlige i den taktile udførelse matcher Løppenthins frejdige sprog og de charmerende naivistiske besjælinger af alt fra jeg’ets computer til sindstemninger og kropsdele. Digtene handler om at bevæge sig rundt i sit hjem, i byen, mellem folk, om at at røre ved ting og mennesker og om at interagere med dem.  ”Jeg var stolt over samarbejdet mellem mine øjne og de nye kontaktlinser” udbryder jeg’et hos optikeren i det sidste digt ”Os”. Man kan læse sådanne udsagn som et posthumanistisk udråb a la Donna Haraways cyborg-figurer, men hos Løppenthin kan det også bare være et spørgsmål om at have kroppen, og de ting der omgiver kroppen, med i det man gør. Og selvom digtene så tydeligt er gennemstrømmede af den digitale virkelighed, vi er koblet op på, trives de smukt i papirbogens rum, som formår at lukke sig tæt om sin læser mens der læses, modsat skærmens åbne vindue, der hele tiden gennemstrømmes af supplerende og konkurrerende information. For man kan sagtens anerkende de haptiske processers betydning for tilegnelsen af litteratur og samtidig omfavne de distributionsmuligheder som nettet tilbyder, og de flugtlinjer som det åbner op. Der er altid brug for et både-og, som det der optræder til sidst i digtet “bygninger” (med hilsen til Inger Christensens Det), hvor ”en by er blød som en krop”, men den by har også ”brug for bygninger der bliver stående”.